Viktoria Søndergaard Secrets + support: Purpur | CPH Jazz Festival
Vibrafonisten, komponisten og performeren Viktoria Søndergaard er en af de mest originale stemmer på den danske jazz- og improscene. Med sit usædvanlige instrumentvalg har hun formået at flytte vibrafonen langt væk fra dens traditionelle rolle og ind i et levende, legende og ekspressivt univers. Hendes musik rummer både rå energi, melodisk sensibilitet og en nærmest teatralsk tilgang til koncert-formatet, hvor vokale elementer, bevægelser og stærk scenetilstedeværelse er en naturlig del af udtrykket.
Søndergaards musik bevæger sig ubesværet mellem det intense og det skrøbelige fra eksplosive rytmiske forløb til eftertænksomme, næsten melankolske passager.
Viktoria Søndergaard SECRETS består, (udover Viktoria selv) af Elvira Skovsang, Siv Øyunn, Ida Duelund og Frederik Blæsild Vuust. 5 stærke og alsidige profiler på den danske musikscene. Sammen skaber de et udadvendt og karismatisk rum. Koncerterne er kendetegnet ved en smittende energi og en konstant nysgerrighed på at udfordre klanguniverser og dynamiske afstande.
Support: Purpur
Purpur er et orkester bestående af syv unge kvinder med individuelle, musikalske baggrunde inden for jazz, pop og folk. Sammen skaber de et udforskende lydbillede, hvor dansksprogede tekster og melodiske blæserarrangementer møder pulserende rytmer. De udnytter deres store besætning og skaber tætarrangeret musik, som kombineres med det frie og improvisatoriske fra jazzens verden. Purpur dyrker den melankolske, nordiske lyd og inviterer lytteren ind i et fællesskab med høj dynamik og festlighed, som kendes fra roots- og folkemusikken.
Line-up: Signe Bang Nielsen (vokal, perc), Lea Haun Lund (vokal/live-elektronik), Sophie Balund (trompet/flugelhorn), Elvine Witt Melchiorsen (saxofon/tværfløjte), Maria Eppler, (klaver/vokal), Cille Kjærsgaard Larsen (bas), Sille Frost Pedersen (trommer).
Kontakt
HUSET, Musikcaféen
Rådhusstræde 13